In Sordina

In Sordina

Colli Berici – Veneto, Italien

På sin egen ‘stille vis’ udfolder Camilla sin kreativitet gennem fremstillingen af festlige, men også præcise vine, produceret med respekt for den smukke natur omkring Colli Berici. 

Camilla Oboe er kvinden bag In Sordina, og producerer levende og friske vine for foden af Colli Berici-bakkerne syd for Vicenza i Veneto-regionen. Camilla arbejdede før som designer, men træt af arbejdslivet foran skærmen valgte hun at forfølge en mere jordnær og sanselig livsvej. Camilla overtog driften på en mindre andel af sin svigerfars marker i hendes hjemby Lonigo, og begyndte at omlægge hendes del af produktionen til økologi.

‘Sordina’ er navnet på det naturskønne området ved byen Lonigo, hvor hendes vinmarker ligger, mens “In Sordina” er et lokalt udtryk for at gøre noget “i stilhed” eller “på listetå”. Sådan havde Camilla da hun skulle fremstille sin første vin, men den tålmodige, respektfulde og omhyggelige tilgang til vinproduktion er stadig indbegrebet af Camillas stil. Alt arbejde i vinmarken foregår økologisk med inspiration fra biodynamiske praksisser. Druerne håndhøstes og behandles generelt nænsomt, inden de bringes til kælderen, hvor de undergår spontangæring med naturligt forekommende gær. Vinene klares eller filtreres ikke. Resultatet er levende vine, der afspejler både jordbund og klima.

Den samlede ejendom består af den skønneste biotop omfattet 8 hektar vinmarker, suppleret af 4 hektar skov og 1 hektar frugtplantage og olivenlund. Camilla laver vin på de lokale druesorter Glera, Garganega og Tai Rosso, og har for nylig plantet Merlot – en meget udbredt drue i Colli Berici-området. Hun laver ca. 8.000 flasker om året i alt. 

Camillas fortid som grafisk designer fornægter sig ikke i hendes nye hverv. Det står klart når man kaster et blik på tværs af In Sordinas vine. Nok er de produceret ‘i stilhed’, men de stilistiske og humoristiske etiketter afspejler vinenes levende og opløftende stil, der inviterer til fest og ballade i den lyse, lune sommeraften. 

Om Colli Bereci

Colli Berici udmærker sig ved en markant geologisk profil. Områdets bakker er dannet af gamle havbundsaflejringer og tektoniske forskydninger, hvilket har skabt jordbund med højt indhold af kalksten, mergel og ler – ofte med synlige fossiler. De kalkholdige jorde giver gode drænforhold, moderat vækst og ideelle betingelser for kvalitetsdreven vindyrkning.

Sammenlignet med mange andre områder i Veneto, såsom Valpolicella og Soave, har Colli Berici generelt lavere gennemsnitstemperaturer, især om natten. Den køligere beliggenhed, kombineret med højder på op til 350 meter og konstant luftcirkulation fra Adriaterhavet, giver gode betingelser for at bevare syre og aromatisk friskhed i druerne. Det giver vine med mere struktur, finesse og lavere alkohol – især i varme årgange, hvor lavere beliggenheder kan have udfordringer med overmodning.

Tai Rosso (en lokal klon af Grenache) er områdets signaturdrue og giver lette til mediumfyldige rødvine med fine tanniner og rødfrugtige aromaer. Også Carménère, Merlot og Cabernet Sauvignon trives her, hvor de ofte opnår større balance og friskhed end i varmere, fladere dele af regionen.

Tai Rosso, nogle gange Tocai Rosso, er det lokale navn for Grenache. Druen er mest kendt fra Frankrig (Rhone) og Spanien, og i Italien er det ellers kun på Sardinien den er udbredt. Men den har fået en særlig rolle i vinproduktionen i Colli Berici. Her eksperimenterer nye unge, vinmagere, med fokus på økologi og minimal intervention, med fremstilling af lyse og lette Tai Rosso, som det blandt andet også ses nogle steder i Spanien (Sierre de Gredos, Navarra). Fælles for dem er, at de fremstiller æteriske og elegante vine, ikke ulig Pinot Noir eller Nebbiolo. Druen er på den måde på vej ud af skyggen fra de mere muskuløse druer Syrah og Mourvedre, som den traditionelt er blevet blandet med i Rhone’s GSM-blandinger. Og Grenache er, ifølge eksperter, kommet for at blive, da den trives godt i det varme og tørre klima, der med klimaforandringerne er ved at overtage hele Europa.

Vinproduktionen i Colli Berici har rødder helt tilbage til romertiden, men har længe stået i skyggen af større og mere kendte appellationer. I dag er området i bevægelse, drevet af en ny generation af vinmagere, der arbejder økologisk og med minimal intervention. Fokus ligger på spontangæring, lav svovltilsætning og skånsom vinifikation med målet om at fremhæve områdets terroir og udtryk. Resultatet er rene, ærlige vine med klar identitet og voksende interesse blandt importører og vinentusiaster.

Fotos