Om os

En fælles passion for vin på tværs af generationer

Birkegaarden Vinimport er opstartet af Mads og Alexander, to barndomsvenner fra Værløse. Interessen for vin kom tidligt, og allerede i slutningen af folkeskolen droppede de gerne forstadens privatfester til fordel for deres egne improviserede vinsmagninger. Både smagen for og deres viden om vin udviklede sig løbende, også hjulpet på vej af kyndig vejledning og vinøs skoling hos Alexanders far, Michael, stifteren af den lokale vinklub (Værløse Vinvenner) og ejer af sit eget vinimportfirma, Winevac. Og vinen ville mere med Mads og Alexander end de havde forestillet sig. For da Michael i starten af 2019 flyttede til Tyskland, fik de to unge mænd mulighed for at tage roret i Winevac. Ud af det kom Birkegaarden Vinimport.

Efter et par år i Tyskland flyttede Michael tilbage til Danmark, og i dag drives Birkegaarden Vinimport af både Michael, Mads og Alexander i en passioneret treenighed på tværs af generationelle og geografiske skel. I 2022 flyttede vinlageret nemlig sammen med Alexander til Bornholm, hvor en ny gren af virksomheden kunne vokse frem. Vi afsætter nu både vin i københavnsområdet og på Bornholm.

Hvorfor hedder det Birkegaarden Vinimport?

Birkegården ligger i Værløse. Der har måske engang ligget en gård blandt en masse birketræer, men i dag er det altså et helt almindeligt forstadsparcelhuskvarter, som hedder Birkegården. Birkegården lægger navn til vores vinimport, da det var her, vores vinøse dannelse begyndte, og her, vi i mange år havde vores vinlager. Nu er lagret flyttet med Alexander til Bornholm, hvor vi glæder os til at introducere vores vin på solskinsøen, både til de lokale og til de mange glade feriegæster. 

Virksomhedsoplysninger

Birkegaarden Vinimport er et navn under virksomheden Winevac Aps.

Firmanavn: Winevac Aps
Adresse: Glappevej 12, 3751 Østermarie
CVR: 34716536
Mail: ms[a]winevac.dk